En pligtopfyldende og meget ansvarlig kvinde jeg kender, oplevede for nogen tid siden et ret alvorligt personligt sammenbrud. Umiddelbart efter det var sket mødtes vi, og så hørte jeg hende sige: ”Jeg tog mig jo af alle de andre, men der var ingen, der tog sig af mig”. Da var hun endnu ikke kommet dertil, hvor den næste sætning var: ”Heller ikke mig selv”. Hun var stadig der, hvor det var hendes faste overbevisning, at det var de andre, der skulle have taget sig af hende, vist hende omsorg og opmærksomhed, og have sørget for at sende hende hjem, når hun – endnu en gang – knoklede med noget, der ”skulle” være færdigt.
Det, et barn lærer i barndommen, bliver nemt hængende når det bliver voksent. Det lumske ved det man lærer i barndommen er somme tider, at det, der er sandt og rigtigt på det tidspunkt hvor man lærer det, bliver ubrugeligt og usandt når man først er voksen.
Et barn skal for eksempel ikke tage ansvar for sig selv. Det skal de voksne gøre for det. Det skal de voksne fordi det er dem, der har overblik, viden, erfaring, redskaber til at overhovedet KUNNE påtage sig det ansvar. I hvert fald ideelt set.
Udfordringen kommer, når barnet som voksen skal være sin egen ”voksne”, og dermed ændre sin holdning til, hvem der har ansvaret for det. Den holdning er sværere at ændre end det umiddelbart ser ud til.
Uansvarlig og ansvarlig på samme tid
For de allerfleste voksne oplever jo at tage masser af ansvar, hver eneste dag. På deres job, i deres familie, og hvor de ellers færdes. Det svære er, at man kan være uansvarlig og ansvarlig på samme tid. Det lumske er, at det at man oplever at tage ansvar på nogle områder, ikke er det samme som at man faktisk gør det på alle områder. Og et af de områder, hvor det smutter for rigtig mange mennesker, er der, hvor det er SIG SELV de skal tage ansvar for.
Et andet eksempel var en kvinde, der, på randen af skilsmisse, bekendtgjorde, at hendes mand havde gjort hende syg. Men set udefra var det tydeligt, at hendes vægttab og manglende livslyst var en følge af hendes egne valg og handlinger gennem flere år, i et ægteskab HUN i mange år ikke havde trivedes i, men ”på grund af børnene” ikke synes, hun kunne bryde ud af.
Skeln mellem ansvar og skyld
At have ansvar for sig selv er irriterende. Jeg blev meget fortørnet, første gang nogen tillod sig at spørge ind til mit ansvar for mig selv, og som terapeut oplever jeg også mennesker blive vrede når de bliver gjort opmærksom på, at de selv har en andel i den situation, de står i. Måske fordi ansvar og skyld så tit blandes op med hinanden. Og det er ikke fedt at have skylden for noget. Slet ikke egen elendighed.
Til gengæld er det befriende at have ansvaret. Men nej, du kan ikke mere bebrejde andre, at du er der, hvor du er i dit liv. Den gevinst må du give slip på, og det er meget provokerende at skulle.
Alt, hvad der sker i dit liv, er lavet af dig. For hvem skulle det ellers være lavet af? Prøv også at tænke denne tanke til ende: Hvis det ikke er dig, der har lavet dit liv, så er du pr. definition heller ikke den, der kan ændre det. Ikke nogen rar tanke, vel? Ikke rart at tænke på, at du kunne være nødt til at vente på, at andre ville forandre DIT liv. Så heldigvis er ansvaret dit. Grib det. Du kan godt.
onsdag den 18. januar 2012
fredag den 6. januar 2012
Jordens undergang - en stor chance
Jordens undergang – en stor chance
Nu skriver vi 2012. Et årstal, der, hvad enten man tror på det eller ej, ofte forbindes med jordens undergang.
I sin konkrete form er udtrykket selvfølgelig noget sludder – jorden gå under? Hvor skulle den mon gå hen? Bliver den puttet i en sæk?
Nej, naturligvis ikke. Til gengæld giver udtrykket god mening, hvis man læser det i sin abstrakte form, som et billede på, at noget er i færd med at forandres grundlæggende, for aldrig mere at blive, som det har været. Masser af mennesker har oplevet noget der fik dem til at føle, at deres verden gik under, men det gjorde den jo ikke. Udtrykket skal forstås billedligt. Selvfølgelig skal også udtrykket om jordens undergang forstås i abstrakt form.
Hvilken jord?
Jorden – menes der den jord, asfalten ligger på? Den jord, vi sår forårets blomsterfrø i? Jeg ser det, som om der med Jorden menes den verden, mennesker lever i, de strukturer der holder den verden sammen, det være sig tankestrukturer, infrastrukturer, politiske og økonomiske strukturer etc. En masse af disse strukturer har overlevet sig selv, det er tydeligt for enhver der jævnligt ser sig omkring og betragter virkeligheden. De løsninger, der kommer fra disse strukturer slår ikke til mere, men bidrager snarere til at skabe flere problemer end der var i forvejen, det behøver man ikke være professor for at se. Og hvor mange mennesker oplever ikke, at de mærker, at det er som om der er noget, der er ved at bryde sammen, uden helt at kunne sætte fingeren på noget specifikt? Hver dag præsenteres man for noget, der viser sig at være på en helt anden måde end man forventede, det var: Mennesker, der handler beregnende, hvor man tror, de vil tjene almenvellet. Tjenester, der altid har fungeret, men som ikke gør det mere, et system, som kontrollerer og styrer dem, der har det svært, hvor man troede, det ville støtte og hjælpe. Intet er længere, som det ser ud til at være, intet er, som man tror, det er.
Det er ikke bare muligt, at noget er ved at gå sin undergang i møde, det er reelt allerede i fuld gang. Se dig omkring – hvor meget i din hverdag er ikke ved at ’gå under’ i den form det har været kendt i? At noget går under betyder bare, at noget er under stor forandring. Sommerfuglelarven går også under som larve. Til gengæld kommer der i stedet en sommerfugl ud af det. Ikke noget helt dårligt bytte.
Når noget forandres grundlæggende er der et tab i det. Men man mister aldrig noget, uden ikke også at få noget. Når noget går under betyder det, at noget andet omsider kan få plads til at komme frem. Der bliver rum for muligheder, som ikke har været synlige før, skjult som de har været af de fasttømrede strukturer der har hersket i alle sammenhænge.
Det er en chance, man kan gribe! Tænk over, hvad du godt kunne ønske dig, ville gå under, forestil dig, hvad der kunne blive plads til, hvis dit ønske gik i opfyldelse.
Hvis f.eks. økonomisk vækst går sin undergang i møde, kan det så tænkes, at der i stedet skabes rum for menneskelig vækst? Hvad nu hvis ragen til sig ville forgå, til fordel for det at dele med hinanden? Eller tænk, hvis den politiske struktur er ved at gå sin undergang i møde (der arbejdes hårdt på det, forekommer det mig) – giver det så rum for, at mennesker begynder at udvikle deres evner til at lede sig selv, frem for at lade sig lede af andre?
Hvorfor netop i 2012?
Jeg tror, det er et spørgsmål om timing. Har man set og følt konsekvenserne af de sidste mange årtiers materielle amokløb, så synes det ret selvfølgeligt, at det har sin tid, hvorefter mennesker nødvendigvis må miste pusten. De fleste har mistet pusten efter at en af de store illusioner er bristet, nemlig illusionen om at jeg bliver lykkeligere, jo flere ting jeg ejer, jo større bil jeg kører i, jo flere rejser jeg kan tage på. Det amokløb er ikke kun noget, der har stået på i de seneste 10-15 år. Det har stået på med stadig mere vanvittigt udtryk, stort set siden Vesten sidst i 1950’erne igen begyndte at få vejret efter 2. verdenskrigs udmattelser.
Selvfølgelig holder den slags op igen. Og Gud ske lov for det. Mennesker har intet behov for at det bliver ved. Finanskrisen var i virkeligheden en kærkommen anledning til at stoppe op og mærke efter, hvad det er, der er behov for. Det er en chance, man ikke skal lade gå fra sig. 2012 bliver spændende!
Nu skriver vi 2012. Et årstal, der, hvad enten man tror på det eller ej, ofte forbindes med jordens undergang.
I sin konkrete form er udtrykket selvfølgelig noget sludder – jorden gå under? Hvor skulle den mon gå hen? Bliver den puttet i en sæk?
Nej, naturligvis ikke. Til gengæld giver udtrykket god mening, hvis man læser det i sin abstrakte form, som et billede på, at noget er i færd med at forandres grundlæggende, for aldrig mere at blive, som det har været. Masser af mennesker har oplevet noget der fik dem til at føle, at deres verden gik under, men det gjorde den jo ikke. Udtrykket skal forstås billedligt. Selvfølgelig skal også udtrykket om jordens undergang forstås i abstrakt form.
Hvilken jord?
Jorden – menes der den jord, asfalten ligger på? Den jord, vi sår forårets blomsterfrø i? Jeg ser det, som om der med Jorden menes den verden, mennesker lever i, de strukturer der holder den verden sammen, det være sig tankestrukturer, infrastrukturer, politiske og økonomiske strukturer etc. En masse af disse strukturer har overlevet sig selv, det er tydeligt for enhver der jævnligt ser sig omkring og betragter virkeligheden. De løsninger, der kommer fra disse strukturer slår ikke til mere, men bidrager snarere til at skabe flere problemer end der var i forvejen, det behøver man ikke være professor for at se. Og hvor mange mennesker oplever ikke, at de mærker, at det er som om der er noget, der er ved at bryde sammen, uden helt at kunne sætte fingeren på noget specifikt? Hver dag præsenteres man for noget, der viser sig at være på en helt anden måde end man forventede, det var: Mennesker, der handler beregnende, hvor man tror, de vil tjene almenvellet. Tjenester, der altid har fungeret, men som ikke gør det mere, et system, som kontrollerer og styrer dem, der har det svært, hvor man troede, det ville støtte og hjælpe. Intet er længere, som det ser ud til at være, intet er, som man tror, det er.
Det er ikke bare muligt, at noget er ved at gå sin undergang i møde, det er reelt allerede i fuld gang. Se dig omkring – hvor meget i din hverdag er ikke ved at ’gå under’ i den form det har været kendt i? At noget går under betyder bare, at noget er under stor forandring. Sommerfuglelarven går også under som larve. Til gengæld kommer der i stedet en sommerfugl ud af det. Ikke noget helt dårligt bytte.
Når noget forandres grundlæggende er der et tab i det. Men man mister aldrig noget, uden ikke også at få noget. Når noget går under betyder det, at noget andet omsider kan få plads til at komme frem. Der bliver rum for muligheder, som ikke har været synlige før, skjult som de har været af de fasttømrede strukturer der har hersket i alle sammenhænge.
Det er en chance, man kan gribe! Tænk over, hvad du godt kunne ønske dig, ville gå under, forestil dig, hvad der kunne blive plads til, hvis dit ønske gik i opfyldelse.
Hvis f.eks. økonomisk vækst går sin undergang i møde, kan det så tænkes, at der i stedet skabes rum for menneskelig vækst? Hvad nu hvis ragen til sig ville forgå, til fordel for det at dele med hinanden? Eller tænk, hvis den politiske struktur er ved at gå sin undergang i møde (der arbejdes hårdt på det, forekommer det mig) – giver det så rum for, at mennesker begynder at udvikle deres evner til at lede sig selv, frem for at lade sig lede af andre?
Hvorfor netop i 2012?
Jeg tror, det er et spørgsmål om timing. Har man set og følt konsekvenserne af de sidste mange årtiers materielle amokløb, så synes det ret selvfølgeligt, at det har sin tid, hvorefter mennesker nødvendigvis må miste pusten. De fleste har mistet pusten efter at en af de store illusioner er bristet, nemlig illusionen om at jeg bliver lykkeligere, jo flere ting jeg ejer, jo større bil jeg kører i, jo flere rejser jeg kan tage på. Det amokløb er ikke kun noget, der har stået på i de seneste 10-15 år. Det har stået på med stadig mere vanvittigt udtryk, stort set siden Vesten sidst i 1950’erne igen begyndte at få vejret efter 2. verdenskrigs udmattelser.
Selvfølgelig holder den slags op igen. Og Gud ske lov for det. Mennesker har intet behov for at det bliver ved. Finanskrisen var i virkeligheden en kærkommen anledning til at stoppe op og mærke efter, hvad det er, der er behov for. Det er en chance, man ikke skal lade gå fra sig. 2012 bliver spændende!
mandag den 19. december 2011
Julekort skaber nærhed - skab hvad du ønsker
Vil du gerne modtage et håndskrevet julekort? Vil du skrive et? Microsoft har foretaget en undersøgelse blandt 1117 danskere om disse spørgsmål, og svarene er refereret i BT 18.12.11.
Resultatet er, at 86% med stor glæde vil modtage et julekort. Resultatet er også, at kun 65% selv vil skrive et.
Hvor kan vi drive det vidt med en sådan indstilling: Jeg vil gerne modtage, men jeg vil ikke selv give. Alt manifesteres kun, når nogen aktivt handler for at det kan blive manifest. Ellers forsvinder det. Det gælder ikke alene julekortet, det gælder alt i tilværelsen. Det gælder også omsorg, nærhed, interesse for andre, medmenneskelighed, rummelighed - alt. Disse elementer forsvinder, hvis ingen vælger at leve dem. At skrive det besværlige og dyre julekort orker jeg ikke, men jeg orker at klage over, at det hele er blevet så overfladisk og ligegyldigt og egoistisk mig-fikseret.
Hvordan blev det hele så overfladisk? Det gjorde det ved at mange ikke synes, dybde er værd at leve, og derfor er holdt op med det. "Julekort er blevet for dyre at sende", proklamerede en veninde forleden. Jeg mener, det er dyrere at lade være.
Hvem skaber det liv du har, de livsomstændigheder du lever under? Gør du selv? "De andre"? Staten?
Hvem ønsker sig nærhed i tilværelsen? Omsorg? Opmærksomhed? Langsomhed? En hel del mennesker, skal man tro den offentlige debat. Alderen næsten uanset, så klager mennesker over at tingene går for stærkt, kravene er for høje, det hele er for overfladisk og der er ikke tid til, bare at være.
Men ønsket ser ikke ud til at være parret med indsigten om, at man skaber det, man lever. Det gør du, det gør jeg. Det gør alle. Det unge menneske, som klager over at der ikke er tid til, bare at være, skynder sig at sms'e "god jul" til hele sin telefonliste - og ser ikke, at hun lige der selv bidrager til at give liv til det hastværk, hun ikke kan li'. Lev nærhed, og nærhed skabes.
At ønske, at noget skal være til stede i ens liv kræver, at man selv lever det. Hvis man ønsker at der var mere omsorg for andre, så bliver der mere, når man selv viser omsorg for andre. Ellers gør der ikke.
Det er menneskers eget ansvar at manifestere det, de gerne vil have i deres liv. Retten til at brokke sig over det resultat man får, når man ikke orker at gøre hverken det ene eller det andet - den er fortabt. Ti stille, og se på dit eget liv.
Resultatet er, at 86% med stor glæde vil modtage et julekort. Resultatet er også, at kun 65% selv vil skrive et.
Hvor kan vi drive det vidt med en sådan indstilling: Jeg vil gerne modtage, men jeg vil ikke selv give. Alt manifesteres kun, når nogen aktivt handler for at det kan blive manifest. Ellers forsvinder det. Det gælder ikke alene julekortet, det gælder alt i tilværelsen. Det gælder også omsorg, nærhed, interesse for andre, medmenneskelighed, rummelighed - alt. Disse elementer forsvinder, hvis ingen vælger at leve dem. At skrive det besværlige og dyre julekort orker jeg ikke, men jeg orker at klage over, at det hele er blevet så overfladisk og ligegyldigt og egoistisk mig-fikseret.
Hvordan blev det hele så overfladisk? Det gjorde det ved at mange ikke synes, dybde er værd at leve, og derfor er holdt op med det. "Julekort er blevet for dyre at sende", proklamerede en veninde forleden. Jeg mener, det er dyrere at lade være.
Hvem skaber det liv du har, de livsomstændigheder du lever under? Gør du selv? "De andre"? Staten?
Hvem ønsker sig nærhed i tilværelsen? Omsorg? Opmærksomhed? Langsomhed? En hel del mennesker, skal man tro den offentlige debat. Alderen næsten uanset, så klager mennesker over at tingene går for stærkt, kravene er for høje, det hele er for overfladisk og der er ikke tid til, bare at være.
Men ønsket ser ikke ud til at være parret med indsigten om, at man skaber det, man lever. Det gør du, det gør jeg. Det gør alle. Det unge menneske, som klager over at der ikke er tid til, bare at være, skynder sig at sms'e "god jul" til hele sin telefonliste - og ser ikke, at hun lige der selv bidrager til at give liv til det hastværk, hun ikke kan li'. Lev nærhed, og nærhed skabes.
At ønske, at noget skal være til stede i ens liv kræver, at man selv lever det. Hvis man ønsker at der var mere omsorg for andre, så bliver der mere, når man selv viser omsorg for andre. Ellers gør der ikke.
Det er menneskers eget ansvar at manifestere det, de gerne vil have i deres liv. Retten til at brokke sig over det resultat man får, når man ikke orker at gøre hverken det ene eller det andet - den er fortabt. Ti stille, og se på dit eget liv.
torsdag den 8. december 2011
Hvor ligger loyaliteten?
Går man ind i det sandsynligvis stærkeste loyalitetsfelt der findes, feltet mellem barn/forældre, kan man få en fornemmelse for, hvad loyalitet udspringer af, og af, hvordan den opnås.
Næppe nogen loyalitet er stærkere end den, et barn udviser overfor sine forældre. Den loyalitet kan bringe barnet til stort set hvad som helst i sit forsøg på ikke at svigte.
Og hvorfor?
Fordi barnets liv afhænger af velvilje/hjælp fra forældrene.
Groft tegnet op kan man sige, at loyalitet udspringer af en afhængighed af et eller andet, som andre/en anden leverer. Og graden af loyalitet afhænger af, hvor (livs)vigtigt dette ”et eller andet” er for en.
Derfor vil man se varierende grad af loyalitet, alt efter, hvilken sammenhæng loyaliteten indgår i.
Hvad er så ulempen ved loyaliteten? Ser man det fra den vinkel hvorfra loyaliteten udvises, så er ulempen at man kan manipuleres og styres – udnyttes, om man vil. Men ser man det fra den vinkel, overfor hvem loyaliteten udvises, bliver samme ulemper af ubefæstede sjæle set som en fordel.
Det er derfor, der er ét eneste område, hvor loyalitet, der vel ellers i almindelig opfattelse er en positiv kvalitet, sjældent anses for acceptabelt, nemlig der hvor et menneske udviser loyalitet overfor sig selv. Egne holdninger, egne behov, egne fornemmelser, følelser, mål.
For netop her dementeres reglen om afhængighed af noget bestemt, som en anden/andre yder. Og dermed bortfalder andres mulighed for manipulation og styring. Men det handler stadig om loyalitet…..
Næppe nogen loyalitet er stærkere end den, et barn udviser overfor sine forældre. Den loyalitet kan bringe barnet til stort set hvad som helst i sit forsøg på ikke at svigte.
Og hvorfor?
Fordi barnets liv afhænger af velvilje/hjælp fra forældrene.
Groft tegnet op kan man sige, at loyalitet udspringer af en afhængighed af et eller andet, som andre/en anden leverer. Og graden af loyalitet afhænger af, hvor (livs)vigtigt dette ”et eller andet” er for en.
Derfor vil man se varierende grad af loyalitet, alt efter, hvilken sammenhæng loyaliteten indgår i.
Hvad er så ulempen ved loyaliteten? Ser man det fra den vinkel hvorfra loyaliteten udvises, så er ulempen at man kan manipuleres og styres – udnyttes, om man vil. Men ser man det fra den vinkel, overfor hvem loyaliteten udvises, bliver samme ulemper af ubefæstede sjæle set som en fordel.
Det er derfor, der er ét eneste område, hvor loyalitet, der vel ellers i almindelig opfattelse er en positiv kvalitet, sjældent anses for acceptabelt, nemlig der hvor et menneske udviser loyalitet overfor sig selv. Egne holdninger, egne behov, egne fornemmelser, følelser, mål.
For netop her dementeres reglen om afhængighed af noget bestemt, som en anden/andre yder. Og dermed bortfalder andres mulighed for manipulation og styring. Men det handler stadig om loyalitet…..
Abonner på:
Opslag (Atom)