Vil du gerne modtage et håndskrevet julekort? Vil du skrive et? Microsoft har foretaget en undersøgelse blandt 1117 danskere om disse spørgsmål, og svarene er refereret i BT 18.12.11.
Resultatet er, at 86% med stor glæde vil modtage et julekort. Resultatet er også, at kun 65% selv vil skrive et.
Hvor kan vi drive det vidt med en sådan indstilling: Jeg vil gerne modtage, men jeg vil ikke selv give. Alt manifesteres kun, når nogen aktivt handler for at det kan blive manifest. Ellers forsvinder det. Det gælder ikke alene julekortet, det gælder alt i tilværelsen. Det gælder også omsorg, nærhed, interesse for andre, medmenneskelighed, rummelighed - alt. Disse elementer forsvinder, hvis ingen vælger at leve dem. At skrive det besværlige og dyre julekort orker jeg ikke, men jeg orker at klage over, at det hele er blevet så overfladisk og ligegyldigt og egoistisk mig-fikseret.
Hvordan blev det hele så overfladisk? Det gjorde det ved at mange ikke synes, dybde er værd at leve, og derfor er holdt op med det. "Julekort er blevet for dyre at sende", proklamerede en veninde forleden. Jeg mener, det er dyrere at lade være.
Hvem skaber det liv du har, de livsomstændigheder du lever under? Gør du selv? "De andre"? Staten?
Hvem ønsker sig nærhed i tilværelsen? Omsorg? Opmærksomhed? Langsomhed? En hel del mennesker, skal man tro den offentlige debat. Alderen næsten uanset, så klager mennesker over at tingene går for stærkt, kravene er for høje, det hele er for overfladisk og der er ikke tid til, bare at være.
Men ønsket ser ikke ud til at være parret med indsigten om, at man skaber det, man lever. Det gør du, det gør jeg. Det gør alle. Det unge menneske, som klager over at der ikke er tid til, bare at være, skynder sig at sms'e "god jul" til hele sin telefonliste - og ser ikke, at hun lige der selv bidrager til at give liv til det hastværk, hun ikke kan li'. Lev nærhed, og nærhed skabes.
At ønske, at noget skal være til stede i ens liv kræver, at man selv lever det. Hvis man ønsker at der var mere omsorg for andre, så bliver der mere, når man selv viser omsorg for andre. Ellers gør der ikke.
Det er menneskers eget ansvar at manifestere det, de gerne vil have i deres liv. Retten til at brokke sig over det resultat man får, når man ikke orker at gøre hverken det ene eller det andet - den er fortabt. Ti stille, og se på dit eget liv.
Udvikling af teknologi har optaget mennesker i de sidste mange hundrede år. Nu er det tid at flytte fokus til at udvikle mennesker: Her er et stort potentiale, der er plads til forbedringer, det er sjovt at være med. Det er fuldt økologisk, og råstoffet har vi i rigelige mængder. På denne blog kan du læse om menneskelig udvikling, som den viser sig på arbejdspladsen, i familien og i samfundet, og set fra mange vinkler: Tilskueren, dirigenten, filosoffen, terapeuten og provokatøren.
mandag den 19. december 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar