Går man ind i det sandsynligvis stærkeste loyalitetsfelt der findes, feltet mellem barn/forældre, kan man få en fornemmelse for, hvad loyalitet udspringer af, og af, hvordan den opnås.
Næppe nogen loyalitet er stærkere end den, et barn udviser overfor sine forældre. Den loyalitet kan bringe barnet til stort set hvad som helst i sit forsøg på ikke at svigte.
Og hvorfor?
Fordi barnets liv afhænger af velvilje/hjælp fra forældrene.
Groft tegnet op kan man sige, at loyalitet udspringer af en afhængighed af et eller andet, som andre/en anden leverer. Og graden af loyalitet afhænger af, hvor (livs)vigtigt dette ”et eller andet” er for en.
Derfor vil man se varierende grad af loyalitet, alt efter, hvilken sammenhæng loyaliteten indgår i.
Hvad er så ulempen ved loyaliteten? Ser man det fra den vinkel hvorfra loyaliteten udvises, så er ulempen at man kan manipuleres og styres – udnyttes, om man vil. Men ser man det fra den vinkel, overfor hvem loyaliteten udvises, bliver samme ulemper af ubefæstede sjæle set som en fordel.
Det er derfor, der er ét eneste område, hvor loyalitet, der vel ellers i almindelig opfattelse er en positiv kvalitet, sjældent anses for acceptabelt, nemlig der hvor et menneske udviser loyalitet overfor sig selv. Egne holdninger, egne behov, egne fornemmelser, følelser, mål.
For netop her dementeres reglen om afhængighed af noget bestemt, som en anden/andre yder. Og dermed bortfalder andres mulighed for manipulation og styring. Men det handler stadig om loyalitet…..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar