Hvad har du fortrudt mest i dit liv? En australsk sygeplejerske, der arbejder med døende, har samlet sine patienters svar på det spørgsmål i en bog der netop er udkommet
Ifølge bogen er den mest hyppige fortrydelse den, at ”jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv der var tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede”. Når man læser det nikker man næsten automatisk: Ja, ja selvfølgelig, det er jo det der er det rigtige, at leve tro mod sig selv, så sandt så sandt.
Og hvem vil ikke gerne være ”rigtig”? Ja, præcis. Det vil alle. Men så kommer den virkelige udfordring: Du kan kun blive ”rigtig” – dvs. leve et liv tro mod dig selv - ved at leve ”forkert” – det vil sige ikke som de andre vil have det.
De fleste står af her. De tør ikke. Simpelt hen fordi det at leve tro mod sig selv aktiverer en urgammel angst for at komme til at stå udenfor fællesskabet. Gruppen er alt, individet intet – sådan er det stadig mange steder i verden, hvor det er en reel risiko at blive udstødt, endda slået ihjel hvis man lever tro mod sig selv. Det er ikke så mange dage siden, det også var sådan herhjemme, og selv om det har ændret sig er det stadig ikke nogen søndagstur at leve tro mod sig selv. Det kræver kræfter og mod.
I min praksis ser jeg gentagne gange menneskers kamp – vitterlig KAMP!! – for at mobilisere mod nok til at kunne gøre det, de længes efter, men ikke synes, de kan være bekendt fordi de ved, hvad deres ægtefælle/venner/børn/forældre/chef forventer af dem. Har også selv været der, hvor jeg af al magt forsøgte at undgå at handle på det, jeg dybt og inderligt følte rigtigt, men som jeg godt vidste, ville blive fordømt af andre når jeg gjorde det (og det blev det).
Fortvivlelsens mod
Det hjælper at have god kontakt til sine følelser. I det lange løb kan fornuften (eller tilpasningen!!!) ikke argumentere mod noget man kan mærke meget tydeligt. På et tidspunkt bliver man nødt til at gå planken ud, simpelt hen fordi man ikke længere kan udholde at være i det, man er i. Det kan være det helt forkerte job, den helt forkerte bolig, det helt forkerte ægteskab etc. Så mobiliserer man det, der meget præcist kaldes fortvivlelsens mod. Derfra kaster man sig ud i at handle, med vished om at det er med livet som indsats (og det ER det), fordi man føler, at man også vil dø hvis man bliver, hvor man er. Det er et utrolig ubehageligt sted at stå, til gengæld står man der som regel ikke så længe.
At leve som du selv vil koster dig resten. Det er rigtig dyrt. Du må sige farvel til at være anonym i dine omgivelser. De andre mener noget om dig. De kritiserer dig, ser ned på dig, bebrejder dig. De forholder sig til dig og det, du gør. Du kommer til at forsvare og forklare dine livsvalg. Netop fordi du har tilladt dig at stikke ud fra mængden. Det er forståeligt, hvis du ikke tør. Men hvis du står på vippen og beslutter at springe, er der i hvert fald én fortrydelse mindre når du dør.
