Julekort skaber nærhed - skab hvad du ønsker

Vil du gerne modtage et håndskrevet julekort? Vil du skrive et? Microsoft har foretaget en undersøgelse blandt 1117 danskere om disse spørgsmål, og svarene er refereret i BT 18.12.11.

Resultatet er, at 86% med stor glæde vil modtage et julekort. Resultatet er også, at kun 65% selv vil skrive et.

Hvor kan vi drive det vidt med en sådan indstilling: Jeg vil gerne modtage, men jeg vil ikke selv give. Alt manifesteres kun, når nogen aktivt handler for at det kan blive manifest. Ellers forsvinder det. Det gælder ikke alene julekortet, det gælder alt i tilværelsen. Det gælder også omsorg, nærhed, interesse for andre, medmenneskelighed, rummelighed - alt. Disse elementer forsvinder, hvis ingen vælger at leve dem. At skrive det besværlige og dyre julekort orker jeg ikke, men jeg orker at klage over, at det hele er blevet så overfladisk og ligegyldigt og egoistisk mig-fikseret.

Hvordan blev det hele så overfladisk? Det gjorde det ved at mange ikke synes, dybde er værd at leve, og derfor er holdt op med det. "Julekort er blevet for dyre at sende", proklamerede en veninde forleden. Jeg mener, det er dyrere at lade være.

Hvem skaber det liv du har, de livsomstændigheder du lever under? Gør du selv? "De andre"? Staten?

Hvem ønsker sig nærhed i tilværelsen? Omsorg? Opmærksomhed? Langsomhed? En hel del mennesker, skal man tro den offentlige debat. Alderen næsten uanset, så klager mennesker over at tingene går for stærkt, kravene er for høje, det hele er for overfladisk og der er ikke tid til, bare at være.

Men ønsket ser ikke ud til at være parret med indsigten om, at man skaber det, man lever. Det gør du, det gør jeg. Det gør alle. Det unge menneske, som klager over at der ikke er tid til,  bare at være, skynder sig at sms'e "god jul" til hele sin telefonliste - og ser ikke, at hun lige der selv bidrager til at give liv til det hastværk, hun ikke kan li'. Lev nærhed, og nærhed skabes.

At ønske, at noget skal være til stede i ens liv kræver, at man selv lever det. Hvis man ønsker at der var mere omsorg for andre, så bliver der mere, når man selv viser omsorg for andre. Ellers gør der ikke.

Det er menneskers eget ansvar at manifestere det, de gerne vil have i deres liv. Retten til at brokke sig over det resultat man får, når man ikke orker at gøre hverken det ene eller det andet - den er fortabt.  Ti stille, og se på dit eget liv.

Hvor ligger loyaliteten?

Går man ind i det sandsynligvis stærkeste loyalitetsfelt der findes, feltet mellem barn/forældre, kan man få en fornemmelse for, hvad loyalitet udspringer af, og af, hvordan den opnås.
Næppe nogen loyalitet er stærkere end den, et barn udviser overfor sine forældre. Den loyalitet kan bringe barnet til stort set hvad som helst i sit forsøg på ikke at svigte.

Og hvorfor?
Fordi barnets liv afhænger af velvilje/hjælp fra forældrene.

Groft tegnet op kan man sige, at loyalitet udspringer af en afhængighed af et eller andet, som andre/en anden leverer. Og graden af loyalitet afhænger af, hvor (livs)vigtigt dette ”et eller andet” er for en.
Derfor vil man se varierende grad af loyalitet, alt efter, hvilken sammenhæng loyaliteten indgår i.

Hvad er så ulempen ved loyaliteten? Ser man det fra den vinkel hvorfra loyaliteten udvises, så er ulempen at man kan manipuleres og styres – udnyttes, om man vil. Men ser man det fra den vinkel, overfor hvem loyaliteten udvises, bliver samme ulemper af ubefæstede sjæle set som en fordel. 

Det er derfor, der er ét eneste område, hvor loyalitet, der vel ellers i almindelig opfattelse er en positiv kvalitet, sjældent anses for acceptabelt, nemlig der hvor et menneske udviser loyalitet overfor sig selv. Egne holdninger, egne behov, egne fornemmelser, følelser, mål.
For netop her dementeres reglen om afhængighed af noget bestemt, som en anden/andre yder. Og dermed bortfalder andres mulighed for manipulation og styring. Men det handler stadig om loyalitet…..