Lever du efter en GPS?

En veninde har netop fået bil, og elsker at bruge den. Selv har jeg ingen bil og elsker at komme ud i det blå. Forleden var vejret så smukt at vi besluttede os for at slå vores behov sammen og køre en tur. Som et mål for turen havde vi et dejligt naturområde i Nordsjælland, men lige så vigtigt syntes jeg det var, bare at se landskaberne undervejs. Markerne, skovområderne – det hele.

Min veninde føler sig ikke så sikker i at finde vej, så hun er glad for sin GPS, som hun slog til da vi satte os i bilen. Turen til Nordsjælland blev en tur ad motorvejen, med 110 km/t , med lastbilerne susende om ørerne på os og med vores sporadiske snak i bilen jævnligt afbrudt af en stemme, der fortalte os, hvad vi nu snart skulle gøre. Og vi nåede vores mål. Blev guidet så langt at stemmen først tav, da vi holdt på parkeringspladsen i områdets udkant. Det eneste jeg ikke erindrer vi fik besked på, var at stå ud af bilen.

Bagefter tænkte jeg over, hvorfor GPS er så populært. Jeg tænkte over forskellen mellem at køre efter et kort og at køre efter en GPS – og over forskellen mellem at køre efter et kort og køre efter sin egen fornemmelse.

På livets landevej, hvad kører mennesker da efter? Vælger de en GPS, der på forhånd har afstukket og valgt den rute, der skal køres - den rute, der nok er kortest og hurtigst, men muligvis også kedeligst og grimmest? Dirigeret af en udefra kommende stemme, der ikke slipper dig før du er helt fremme (ved din egen begravelse)?

Vælger de kortet – hvor de veje, der er anlagt, er indtegnet, men hvor man selv vælger de veje, man vil gå (eller køre) – kun dirigeret af sin egen indre stemme. Eller vælger de, bare at begynde at køre, måske med en ide om, hvor de gerne vil hen, men uden at kende de veje, der fører dertil, og have tillid til, at de nok skal komme frem – villig til at løbe risikoen for at fare vild eller køre ad omveje.

I trafikken har en GPS sin værdi når man har travlt, ved, præcis hvor ens mål er, men ikke kender vejen dertil. Men hvor mange af os oplever, at vores liv er sådan sat sammen? Gør du? Hvad kører du efter?

Menneskelig vækst sker i små skridt

Har du åbnet et livsstilsmagasin eller et helsemagasin for nylig? Jeg har. Og lukkede det hurtigt igen. For hold da op, hvor er der meget, man skal gøre hver dag for at være ”rigtig”. Så skal man meditere, så skal man sørge for ”masser af frisk luft og motion”, så skal man ”reservere voksentid mindst en gang om ugen, hvor man stille og roligt taler i dybden om, hvordan man har det” med sin partner. Så skal man tørbørste kroppen, så skal man ”være opmærksom på, hvordan man taler til sin grønthandler” og så skal man få massage med jævne mellemrum. Pyha.

Det er lige før, jeg får dårlig samvittighed, bare ved at læse om alt det, jeg jo burde gøre hver dag, men i praksis overhovedet ikke får gjort. Og jeg er næppe den eneste, gætter jeg på.

Jeg vil gerne være ordentlig mod mig selv. Behandle mig godt, være rar ved mig. Give mig noget at spise, jeg kan li’, sørge for samvær, der gør mig glad. Jeg vil også gerne arbejde med menneskelig vækst, gerne arbejde med at bringe større bevidsthed ind i min hverdag.

Men derfra, og så til at kunne leve op til alle de forslag og henvisninger der bliver givet, om hvordan tingene skal gøres, hvis de skal være rigtige – der er godt nok et stykke, det vil jeg gerne indrømme.

Skal man så tage sig sammen og se at komme i gang? Komme i gang med den der massør, komme i gang med at bage bollerne selv, komme i gang med den der daglige meditation eller hvad det nu ellers kan være?

Nej, lad være. Giv slip på alle de krav der er om det rigtige liv. Du kan alligevel ikke opfylde dem, du vil altid være bagefter, og det eneste, du får ud af det, er dårlig samvittighed, som i sig selv skulle være utrolig usundt.

Så i stedet fortsætter man bare som sædvanligt og lader helt være med at gøre noget mens man tænker, at det hele nok alligevel er lige meget? Det kan man godt, men hvorfor skulle man gøre det, når man faktisk er et menneske der HAR lyst til at gøre noget nyt i sit liv, samtidig med at man ikke orker den totale ombygning af det hele?

Spørg som en tredje mulighed dig selv om, hvad DU kunne tænke dig, skulle være dit bidrag til at gøre hverdagen endnu rarere. VÆLG bevidst noget, du gerne vil, som du ville have det godt med, og som vel at mærke ville være realistisk at putte ind i din hverdag. Og så gør det. Og lev så ellers dit øvrige liv helt som du plejer, med glæde og god samvittighed. Det vigtige er dit bevidste valg. Der begynder enhver ændring. At revolutionere alt på en gang er alligevel ikke muligt. Lad være med at kræve af dig selv at du skal gøre det, det er dømt til at mislykkes. Og hvorfor byde sig selv det?

De fem fortrydelser

Hvad  har du fortrudt mest i dit liv? En australsk sygeplejerske, der arbejder med døende, har samlet sine patienters svar på det spørgsmål i en bog der netop er udkommet

Ifølge bogen er den mest hyppige fortrydelse den, at ”jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv der var tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede”. Når man læser det nikker man næsten automatisk: Ja, ja selvfølgelig, det er jo det der er det rigtige, at leve tro mod sig selv, så sandt så sandt.

Og hvem vil ikke gerne være ”rigtig”? Ja, præcis. Det vil alle. Men så kommer den virkelige udfordring: Du kan kun blive ”rigtig” – dvs. leve et liv tro mod dig selv -  ved at leve ”forkert” – det vil sige ikke som de andre vil have det.

De fleste står af her. De tør ikke. Simpelt hen fordi det at leve tro mod sig selv aktiverer en urgammel angst for at komme til at stå udenfor fællesskabet. Gruppen er alt, individet intet – sådan er det stadig mange steder i verden, hvor det er en reel risiko at blive udstødt, endda slået ihjel hvis man lever tro mod sig selv. Det er ikke så mange dage siden, det også var sådan herhjemme, og selv om det har ændret sig er det stadig ikke nogen søndagstur at leve tro mod sig selv. Det kræver kræfter og mod.

I min praksis ser jeg gentagne gange menneskers kamp – vitterlig KAMP!! – for at mobilisere mod nok til at kunne gøre det, de længes efter, men ikke synes, de kan være bekendt fordi de ved, hvad deres ægtefælle/venner/børn/forældre/chef forventer af dem. Har også selv været der, hvor jeg af al magt forsøgte at undgå at handle på det, jeg dybt og inderligt følte rigtigt, men som jeg godt vidste, ville blive fordømt af andre når jeg gjorde det (og det blev det).

Fortvivlelsens mod

Det hjælper at have god kontakt til sine følelser. I det lange løb kan fornuften (eller tilpasningen!!!) ikke argumentere mod noget man kan mærke meget tydeligt. På et tidspunkt bliver man nødt til at gå planken ud, simpelt hen fordi man ikke længere kan udholde at være i det, man er i. Det kan være det helt forkerte job, den helt forkerte bolig, det helt forkerte ægteskab etc. Så mobiliserer man det, der meget præcist kaldes fortvivlelsens mod. Derfra kaster man sig ud i at handle, med vished om at det er med livet som indsats (og det ER det), fordi man føler, at man også vil dø hvis man bliver, hvor man er. Det er et utrolig ubehageligt sted at stå, til gengæld står man der som regel ikke så længe.

At leve som du selv vil koster dig resten. Det er rigtig dyrt. Du må sige farvel til at være anonym i dine omgivelser. De andre mener noget om dig. De kritiserer dig, ser ned på dig, bebrejder dig. De forholder sig til dig og det, du gør. Du kommer til at forsvare og forklare dine livsvalg. Netop fordi du har tilladt dig at stikke ud fra mængden. Det er forståeligt, hvis du ikke tør. Men hvis du står på vippen og beslutter at springe, er der i hvert fald én fortrydelse mindre når du dør.

Hvem har ansvaret for mig og mit?

En pligtopfyldende og meget ansvarlig kvinde jeg kender, oplevede for nogen tid siden et ret alvorligt personligt sammenbrud. Umiddelbart efter det var sket mødtes vi, og så hørte jeg hende sige: ”Jeg tog mig jo af alle de andre, men der var ingen, der tog sig af mig”. Da var hun endnu ikke kommet dertil, hvor den næste sætning var: ”Heller ikke mig selv”. Hun var stadig der, hvor det var hendes faste overbevisning, at det var de andre, der skulle have taget sig af hende, vist hende omsorg og opmærksomhed, og have sørget for at sende hende hjem, når hun – endnu en gang – knoklede med noget, der ”skulle” være færdigt.

Det, et barn lærer i barndommen, bliver nemt hængende når det bliver voksent. Det lumske ved det man lærer i barndommen er somme tider, at det, der er sandt og rigtigt på det tidspunkt hvor man lærer det, bliver ubrugeligt og usandt når man først er voksen.

Et barn skal for eksempel ikke tage ansvar for sig selv. Det skal de voksne gøre for det. Det skal de voksne fordi det er dem, der har overblik, viden, erfaring, redskaber til at overhovedet KUNNE påtage sig det ansvar. I hvert fald ideelt set.
Udfordringen kommer, når barnet som voksen skal være sin egen ”voksne”, og dermed ændre sin holdning til, hvem der har ansvaret for det. Den holdning er sværere at ændre end det umiddelbart ser ud til.

Uansvarlig og ansvarlig på samme tid

For de allerfleste voksne oplever jo at tage masser af ansvar, hver eneste dag. På deres job, i deres familie, og hvor de ellers færdes. Det svære er, at man kan være uansvarlig og ansvarlig på samme tid. Det lumske er, at det at man oplever at tage ansvar på nogle områder, ikke er det samme som at man faktisk gør det på alle områder. Og et af de områder, hvor det smutter for rigtig mange mennesker, er der, hvor det er SIG SELV de skal tage ansvar for.
Et andet eksempel var en kvinde, der, på randen af skilsmisse, bekendtgjorde, at hendes mand havde gjort hende syg. Men set udefra var det tydeligt, at hendes vægttab og manglende livslyst var en følge af hendes egne valg og handlinger gennem flere år, i et ægteskab HUN i mange år ikke havde trivedes i, men ”på grund af børnene” ikke synes, hun kunne bryde ud af.

Skeln mellem ansvar og skyld

At have ansvar for sig selv er irriterende. Jeg blev meget fortørnet, første gang nogen tillod sig at spørge ind til mit ansvar for mig selv, og som terapeut oplever jeg også mennesker blive vrede når de bliver gjort opmærksom på, at de selv har en andel i den situation, de står i. Måske fordi ansvar og skyld så tit blandes op med hinanden. Og det er ikke fedt at have skylden for noget. Slet ikke egen elendighed.

Til gengæld er det befriende at have ansvaret. Men nej, du kan ikke mere bebrejde andre, at du er der, hvor du er i dit liv. Den gevinst må du give slip på, og det er meget provokerende at skulle.

Alt, hvad der sker i dit liv, er lavet af dig. For hvem skulle det ellers være lavet af? Prøv også at tænke denne tanke til ende: Hvis det ikke er dig, der har lavet dit liv, så er du pr. definition heller ikke den, der kan ændre det. Ikke nogen rar tanke, vel? Ikke rart at tænke på, at du kunne være nødt til at vente på, at andre ville forandre DIT liv. Så heldigvis er ansvaret dit. Grib det. Du kan godt.

Jordens undergang - en stor chance

Jordens undergang – en stor chance
Nu skriver vi 2012. Et årstal, der, hvad enten man tror på det eller ej, ofte forbindes med jordens undergang.
I sin konkrete form er udtrykket selvfølgelig noget sludder – jorden gå under? Hvor skulle den mon gå hen? Bliver den puttet i en sæk?
Nej, naturligvis ikke. Til gengæld giver udtrykket god mening, hvis man læser det i sin abstrakte form, som et billede på, at noget er i færd med at forandres grundlæggende, for aldrig mere at blive, som det har været. Masser af mennesker har oplevet noget der fik dem til at føle, at deres verden gik under, men det gjorde den jo ikke. Udtrykket skal forstås billedligt. Selvfølgelig skal også udtrykket om jordens undergang forstås i abstrakt form.

Hvilken jord?

Jorden – menes der den jord, asfalten ligger på? Den jord, vi sår forårets blomsterfrø i? Jeg ser det, som om der med Jorden menes den verden, mennesker lever i, de strukturer der holder den verden sammen, det være sig tankestrukturer, infrastrukturer, politiske og økonomiske strukturer etc. En masse af disse strukturer har overlevet sig selv, det er tydeligt for enhver der jævnligt ser sig omkring og betragter virkeligheden. De løsninger, der kommer fra disse strukturer slår ikke til mere, men bidrager snarere til at skabe flere problemer end der var i forvejen, det behøver man ikke være professor for at se. Og hvor mange mennesker oplever ikke, at de mærker, at det er som om der er noget, der er ved at bryde sammen, uden helt at kunne sætte fingeren på noget specifikt? Hver dag præsenteres man for noget, der viser sig at være på en helt anden måde end man forventede, det var: Mennesker, der handler beregnende, hvor man tror, de vil tjene almenvellet. Tjenester, der altid har fungeret, men som ikke gør det mere, et system, som kontrollerer og styrer dem, der har det svært, hvor man troede, det ville støtte og hjælpe. Intet er længere, som det ser ud til at være, intet er, som man tror, det er.
Det er ikke bare muligt, at noget er ved at gå sin undergang i møde, det er reelt allerede i fuld gang. Se dig omkring – hvor meget i din hverdag er ikke ved at ’gå under’ i den form det har været kendt i?  At noget går under betyder bare, at noget er under stor forandring. Sommerfuglelarven går også under som larve. Til gengæld kommer der i stedet en sommerfugl ud af det. Ikke noget helt dårligt bytte.
Når noget forandres grundlæggende er der et tab i det. Men man mister aldrig noget, uden ikke også at få noget. Når noget går under betyder det, at noget andet omsider kan få plads til at komme frem. Der bliver rum for muligheder, som ikke har været synlige før, skjult som de har været af de fasttømrede strukturer der har hersket i alle sammenhænge.
Det er en chance, man kan gribe! Tænk over, hvad du godt kunne ønske dig, ville gå under, forestil dig, hvad der kunne blive plads til, hvis dit ønske gik i opfyldelse.
Hvis f.eks. økonomisk vækst går sin undergang i møde, kan det så tænkes, at der i stedet skabes rum for menneskelig vækst? Hvad nu hvis ragen til sig ville forgå, til fordel for det at dele med hinanden? Eller tænk, hvis den politiske struktur er ved at gå sin undergang i møde (der arbejdes hårdt på det, forekommer det mig) – giver det så rum for, at mennesker begynder at udvikle deres evner til at lede sig selv, frem for at lade sig lede af andre?

Hvorfor netop i 2012?

Jeg tror, det er et spørgsmål om timing. Har man set og følt konsekvenserne af de sidste mange årtiers materielle amokløb, så synes det ret selvfølgeligt, at det har sin tid, hvorefter mennesker nødvendigvis må miste pusten. De fleste har mistet pusten efter at en af de store illusioner er bristet, nemlig illusionen om at  jeg bliver lykkeligere, jo flere ting jeg ejer, jo større bil jeg kører i, jo flere rejser jeg kan tage på. Det amokløb er ikke kun noget, der har stået på i de seneste 10-15 år. Det har stået på med stadig mere vanvittigt udtryk, stort set siden Vesten sidst i 1950’erne igen begyndte at få vejret efter 2. verdenskrigs udmattelser.
Selvfølgelig holder den slags op igen. Og Gud ske lov for det. Mennesker har intet behov for at det bliver ved. Finanskrisen var i virkeligheden en kærkommen anledning til at stoppe op og mærke efter, hvad det er, der er behov for. Det er en chance, man ikke skal lade gå fra sig. 2012 bliver spændende!