En pligtopfyldende og meget ansvarlig kvinde jeg kender, oplevede for nogen tid siden et ret alvorligt personligt sammenbrud. Umiddelbart efter det var sket mødtes vi, og så hørte jeg hende sige: ”Jeg tog mig jo af alle de andre, men der var ingen, der tog sig af mig”. Da var hun endnu ikke kommet dertil, hvor den næste sætning var: ”Heller ikke mig selv”. Hun var stadig der, hvor det var hendes faste overbevisning, at det var de andre, der skulle have taget sig af hende, vist hende omsorg og opmærksomhed, og have sørget for at sende hende hjem, når hun – endnu en gang – knoklede med noget, der ”skulle” være færdigt.
Det, et barn lærer i barndommen, bliver nemt hængende når det bliver voksent. Det lumske ved det man lærer i barndommen er somme tider, at det, der er sandt og rigtigt på det tidspunkt hvor man lærer det, bliver ubrugeligt og usandt når man først er voksen.
Et barn skal for eksempel ikke tage ansvar for sig selv. Det skal de voksne gøre for det. Det skal de voksne fordi det er dem, der har overblik, viden, erfaring, redskaber til at overhovedet KUNNE påtage sig det ansvar. I hvert fald ideelt set.
Udfordringen kommer, når barnet som voksen skal være sin egen ”voksne”, og dermed ændre sin holdning til, hvem der har ansvaret for det. Den holdning er sværere at ændre end det umiddelbart ser ud til.
Uansvarlig og ansvarlig på samme tid
For de allerfleste voksne oplever jo at tage masser af ansvar, hver eneste dag. På deres job, i deres familie, og hvor de ellers færdes. Det svære er, at man kan være uansvarlig og ansvarlig på samme tid. Det lumske er, at det at man oplever at tage ansvar på nogle områder, ikke er det samme som at man faktisk gør det på alle områder. Og et af de områder, hvor det smutter for rigtig mange mennesker, er der, hvor det er SIG SELV de skal tage ansvar for.
Et andet eksempel var en kvinde, der, på randen af skilsmisse, bekendtgjorde, at hendes mand havde gjort hende syg. Men set udefra var det tydeligt, at hendes vægttab og manglende livslyst var en følge af hendes egne valg og handlinger gennem flere år, i et ægteskab HUN i mange år ikke havde trivedes i, men ”på grund af børnene” ikke synes, hun kunne bryde ud af.
Skeln mellem ansvar og skyld
At have ansvar for sig selv er irriterende. Jeg blev meget fortørnet, første gang nogen tillod sig at spørge ind til mit ansvar for mig selv, og som terapeut oplever jeg også mennesker blive vrede når de bliver gjort opmærksom på, at de selv har en andel i den situation, de står i. Måske fordi ansvar og skyld så tit blandes op med hinanden. Og det er ikke fedt at have skylden for noget. Slet ikke egen elendighed.
Til gengæld er det befriende at have ansvaret. Men nej, du kan ikke mere bebrejde andre, at du er der, hvor du er i dit liv. Den gevinst må du give slip på, og det er meget provokerende at skulle.
Alt, hvad der sker i dit liv, er lavet af dig. For hvem skulle det ellers være lavet af? Prøv også at tænke denne tanke til ende: Hvis det ikke er dig, der har lavet dit liv, så er du pr. definition heller ikke den, der kan ændre det. Ikke nogen rar tanke, vel? Ikke rart at tænke på, at du kunne være nødt til at vente på, at andre ville forandre DIT liv. Så heldigvis er ansvaret dit. Grib det. Du kan godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar