Jordens undergang - en stor chance

Jordens undergang – en stor chance
Nu skriver vi 2012. Et årstal, der, hvad enten man tror på det eller ej, ofte forbindes med jordens undergang.
I sin konkrete form er udtrykket selvfølgelig noget sludder – jorden gå under? Hvor skulle den mon gå hen? Bliver den puttet i en sæk?
Nej, naturligvis ikke. Til gengæld giver udtrykket god mening, hvis man læser det i sin abstrakte form, som et billede på, at noget er i færd med at forandres grundlæggende, for aldrig mere at blive, som det har været. Masser af mennesker har oplevet noget der fik dem til at føle, at deres verden gik under, men det gjorde den jo ikke. Udtrykket skal forstås billedligt. Selvfølgelig skal også udtrykket om jordens undergang forstås i abstrakt form.

Hvilken jord?

Jorden – menes der den jord, asfalten ligger på? Den jord, vi sår forårets blomsterfrø i? Jeg ser det, som om der med Jorden menes den verden, mennesker lever i, de strukturer der holder den verden sammen, det være sig tankestrukturer, infrastrukturer, politiske og økonomiske strukturer etc. En masse af disse strukturer har overlevet sig selv, det er tydeligt for enhver der jævnligt ser sig omkring og betragter virkeligheden. De løsninger, der kommer fra disse strukturer slår ikke til mere, men bidrager snarere til at skabe flere problemer end der var i forvejen, det behøver man ikke være professor for at se. Og hvor mange mennesker oplever ikke, at de mærker, at det er som om der er noget, der er ved at bryde sammen, uden helt at kunne sætte fingeren på noget specifikt? Hver dag præsenteres man for noget, der viser sig at være på en helt anden måde end man forventede, det var: Mennesker, der handler beregnende, hvor man tror, de vil tjene almenvellet. Tjenester, der altid har fungeret, men som ikke gør det mere, et system, som kontrollerer og styrer dem, der har det svært, hvor man troede, det ville støtte og hjælpe. Intet er længere, som det ser ud til at være, intet er, som man tror, det er.
Det er ikke bare muligt, at noget er ved at gå sin undergang i møde, det er reelt allerede i fuld gang. Se dig omkring – hvor meget i din hverdag er ikke ved at ’gå under’ i den form det har været kendt i?  At noget går under betyder bare, at noget er under stor forandring. Sommerfuglelarven går også under som larve. Til gengæld kommer der i stedet en sommerfugl ud af det. Ikke noget helt dårligt bytte.
Når noget forandres grundlæggende er der et tab i det. Men man mister aldrig noget, uden ikke også at få noget. Når noget går under betyder det, at noget andet omsider kan få plads til at komme frem. Der bliver rum for muligheder, som ikke har været synlige før, skjult som de har været af de fasttømrede strukturer der har hersket i alle sammenhænge.
Det er en chance, man kan gribe! Tænk over, hvad du godt kunne ønske dig, ville gå under, forestil dig, hvad der kunne blive plads til, hvis dit ønske gik i opfyldelse.
Hvis f.eks. økonomisk vækst går sin undergang i møde, kan det så tænkes, at der i stedet skabes rum for menneskelig vækst? Hvad nu hvis ragen til sig ville forgå, til fordel for det at dele med hinanden? Eller tænk, hvis den politiske struktur er ved at gå sin undergang i møde (der arbejdes hårdt på det, forekommer det mig) – giver det så rum for, at mennesker begynder at udvikle deres evner til at lede sig selv, frem for at lade sig lede af andre?

Hvorfor netop i 2012?

Jeg tror, det er et spørgsmål om timing. Har man set og følt konsekvenserne af de sidste mange årtiers materielle amokløb, så synes det ret selvfølgeligt, at det har sin tid, hvorefter mennesker nødvendigvis må miste pusten. De fleste har mistet pusten efter at en af de store illusioner er bristet, nemlig illusionen om at  jeg bliver lykkeligere, jo flere ting jeg ejer, jo større bil jeg kører i, jo flere rejser jeg kan tage på. Det amokløb er ikke kun noget, der har stået på i de seneste 10-15 år. Det har stået på med stadig mere vanvittigt udtryk, stort set siden Vesten sidst i 1950’erne igen begyndte at få vejret efter 2. verdenskrigs udmattelser.
Selvfølgelig holder den slags op igen. Og Gud ske lov for det. Mennesker har intet behov for at det bliver ved. Finanskrisen var i virkeligheden en kærkommen anledning til at stoppe op og mærke efter, hvad det er, der er behov for. Det er en chance, man ikke skal lade gå fra sig. 2012 bliver spændende!